Fantastiske Palma, uden for sæsonen…

 

Der findes vel snart ikke den dansker, svensker, tysker, englænder eller i det hele taget ferie europæer der ikke, på et eller andet tidspunkt i deres, liv har besøgt den spanske ferieø Mallorca.

Mallorca er da også, med 102.000 procent sikkerhed, den destination som 9 ud af 10 vil tænke på først hvis de skal nævne et ferie sted. Sidste år gik knap 28 millioner passagerer gennem Palma lufthavn og 85 % af dem gjorde det mellem april og oktober. Hvis man så topper dette tal med den enorme mængde af krydstogts gæster der også hver sommer besøger øen, så skal der ikke herske tvivl om at der er ”knald på liggehønen ” når der er sæson på Mallorca.

Rigtig mange har helt sikkert også gået i ”gåsegang” op og ned af gågaderne på den obligatoriske udflugt til Palma, hvor man nærmest skal trække nummer for at komme ind på Plaza Major, og hvor det er nemmere at enten vinde i lotto eller komme i audiens hos paven end at få et bord på en fortovs cafe, eller få et snapshot af katedralen uden også at få en bus fuld turister med på billedet…

Men faktisk er det rigtigt synd at opleve Palma på den måde, for byen er faktisk både rigtig smuk, luftig, lys og meget spansk når man besøger den uden for sæsonen. En tid hvor byen er overladt til de lokale og kun en meget lille håndfuld udenlandske turister.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi var nogen der var temmelig trætte af den alt for lange danske vinter her tilbage i marts måned, så da en lille torsdag til søndags tur til Palma bød sig, var vi ikke sene til at springe ”på vognen”.

En fin og hurtig Norwegian flyvning ”fra dør til dør” og pludselig står man der en torsdag eftermiddag og mærker en smule forårsvarme og den livgivende sol som vi næsten havde glemt hvordan så ud…

Tjekker ind på hotel Amic Horizonte, ikke i ”smak” centrum af Palma, men i en lille ”storby” som Palma er det jo ikke noget problem, da byen jo gudskelov ikke er større end at man hurtigt kan komme omkring, enten på gåben, i bus eller med taxa.

Hotel Amic Horizonte er ikke et 5 stjernet luksus hotel (er 3 stjernet), men hvad gør det, når man bliver tildelt en suite på øverste etage, med en udsigt der kan tage pippet fra selv de mest ”berejste rejsebloggere” – Hold da k… for et vue der mødte os.

Suiten er rigtig dejlig. Rigelig med plads til os alle 3, stort badeværelse med jacuzzi, og som sagt en udsigt der totalt river benene væk under os….At indretningsarkitekten så må have fået en komplet kortslutning da denne valgte at kaste en glasbursbruser ind midt i selve værelset udenfor det i forvejen store badeværelse og at toilettet, der var så småt at personer over 155 cm nærmest ikke havde mulighed for at lukke døren, ligeledes skulle ind midt i selve værelset kan man så undre sig over…

Men når det så er sagt, så skal der så absolut ikke herske tvivl om at vi var RIGTIG glade for vores værelse!!

Vi er ankommet sidst på eftermiddag, så torsdag aften tjekker vi bare lige lokaleområde ud. Der sker ikke alverden på denne tid af året, men vi finder heldigvis en fin lille restaurant, L`Artista Pizzeria Napoletana, der bestemt ved hvad de har med at gøre og det er god mad til rimelige priser.

Dagen efter er der super morgenmadsbuffet på hotellet, en buffet hvor der helt sikkert var noget for alle. Det være sig de mange sports/cykel ekvilibrister der boede på hotellet, som ville have noget i den sunde ende, til de almindeligt dødelige der kan lide at gå amok i bacon, pølser og ”skramle æg”.

Heldigvis er spanierne ikke morgenmennesker, så forretninger og seværdigheder åbner ikke før henad ved 11 tiden – Så der var lige tid til at slynge sig lidt i en liggestol på vores altan og få lidt energi på solcellerne inden vi skulle indtage byen.

Lige uden for døren tager vi bus nummer 46 ind til centrum af byen hvor vi bliver sat af ved Estacio Intermodal busstationen. En 10 minutters fornøjelse til 2 EUR.  Herfra starter gågaderne ned mod katedralen og det gamle centrum af byen.

Fredag formiddag midt marts, er en stilfærdig affære. Byen er bestemt ikke tom, men der er lige tilpas med mennesker, god plads i gaderne og faktisk føler man sig velkommen i butikkerne, med god service og masser af varer på hylderne.

Vi skal ikke noget specielt andet end at hygge os, så de næste mange timer dasker vi bare rundt i de små maleriske gader. Falder ind på en fortovs cafe eller to, for det er jo vigtigt ikke at gå ned på væskebalancen og den føromtalte hygge skal jo også passes.

Shoppingen er heller ikke så tosset, og da vi jo har en konfirmations moden ungersvend med, bliver der shoppet habit jakker, og diverse så man kan se skarp ud på dagen. Der er masser af forretninger, priserne er gode, udvalget fantastisk og heldigvis får vi andre også lidt i poserne. Desværre ingen loppemarkeder i denne omgang.

Op af eftermiddagen går vi de cirka 3 kilometer hjem til vores hotel langs vandet og Palmas kolossale marina. En dejlig tur med masser af hoteller på landsiden og i tusindvis af både på vandsiden – Og lad os bare sige det som det er, det er ”plimsolere” fra øverste hylde og til beløb vi slet ikke tør tænke på…

Om aftenen spiser vi, efter anbefaling, en fantastisk middag på restaurant A Casa Mia i det livlige El Jonqeut kvarter i Santa Catalina. Det er ikke fordi der er meget at vælge mellem på menukortet, faktisk er der slet ikke noget menukort, kun en tavle hvor kokken har skrevet hvad han laver på dagen. Men hvad de måtte mangle i kvantitet, har de så rigeligt af i kvalitet – Fantastisk mad. Stedet er ikke så stort, og meget populært, så det er en god ide at booke bord i forvejen. Der er dog en lille fordel ved at være skandinav. Vi kan godt kan lide at spise et sted mellem 7 og 8 om aftenen. Spanierne spiser først tidligst kl. 22, så kan man nå at blive færdig inden da, har man en god chance for at få plads – Og stedet kan VIRKELIG anbefales.

Dagen efter er lidt af samme skuffe. God morgenmad, lidt sol på altanen, og så afsted ind til byen. Denne gang får vi lidt ekstra lokal kolorit med i oplevelsen, da der er indkaldt til demonstration…vist nok var det noget med pensionerne den var gal med. Alt foregik dog i god ro og orden…tror nu heller ikke den store flok af ældre mennesker havde haft godt af en slåskamp med den lokale ordensmagt…

Der bliver også tid til at snuse lidt omkring ved den måske smukkest beliggende katedral i hele verden. Og man kan sige hvad man vil –  men det er sgu svært ikke at blive en smule imponeret over dette storslåede bygningsværk, som den ligger der som den store entre til Palma når man kommer fra vandsiden.

Om eftermiddagen lader vi os lokke af yngste medlemmet af gruppen og snupper en taxa ud til det store ”outlet mall” lidt uden for byen. Her skorter det igen ikke på hverken varer eller udvalg og her er masser af gode handler at gøre til gode priser.

Vejret har ellers været med os siden ankomsten til øen, men sidst på dagen lørdag trækker det godt og grundigt sammen. Heldigvis har vi et fint shopping center/supermarked liggende kun 10 minutters gang fra hotellet, så inden vejret for alvor fik sat gang i alt for meget storm, regn og blæst havde vi købt godt ind af både sushi, vin og alverdens andre lækkerier. Det bliver til en super hyggelig aften ”hjemme” med første parket til stormen fra vores store panorama vinduer, og dejligt at få lov at hvile fødderne efter et par dages traven rundt i fantastiske Palma.

Søndag morgen går det atter mod nord, og vinteren der nægter at slippe sit kolde greb om vores breddegrader. Heldigvis er nattens storm drevet over og vi når lige at suge det allersidste solskin til os inden Norwegian nok en gang flyver os fint tilbage til det kolde nord.

Så mange millioner rejsende år efter år kan jo ikke tage fejl. Godt nok beskriver vi kun selve Palma i denne blog, men tager man hele Mallorca med er der jo næsten ingen grænse for hvad øen kan tilbyde. Her er noget for alle, fra sports entusiasten, til bade billetten, fra dem der ønsker liv og glade dage til dem der ønsker fred og ro – Kom individuelt, kom i grupper og med 100.000 procent sikkerhed kan du finde noget der passer til dine behov på denne helt igennem fantastiske ferie ø.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*