Krakow revisited…Tilbage igen

Street art i Krakow

Hvor heldig kan man være, når der lige pludselig lander en håndfuld ualmindelig super dejlige flybilletter ned i ens turban.

Street art i KrakowJa, vi er tilbage i Krakow efter kun et år, næsten præcist, og her er stadig fedt. Ved ikke om det er fordi vi kommer 14 dage senere end året før, men her er godt nok nogen flere mennesker end sidst.

Vi har lejet en super fed loftlejlighed Fragola Apartments Modern Loft i den jødiske bydel Kazimierz, rundt om hjørnet fra Plac Novy pladsen.  Her er super hyggeligt. Som tidligere beskrevet er Kazimierz et fantastisk område af Krakow, fuld af små restauranter, butikker og markeder.

Glowny pladsen KrakowSjovt som man følger trenden. Første gang man er her, kan man næsten ikke bo tæt nok på Glowny pladsen i den gamle bydel, og anden gang kan man næsten ikke komme langt nok væk. Det er ikke fordi den ikke er hverken smuk eller charmerende, for det er den ved gud, men her er bare stop fyldt af sådan nogle som os…turister…og på en eller anden måde føles det bare en hel del mere autentisk at bo herude hvor de almindelige mennesker bor.

Vi har kun et par dage, ud fredag middag og hjem søndag morgen. Fredag er vi som sædvanligt, fristes man næsten til at sige, heldige med vejret og lander først på eftermiddagen i bragende solskin. Vi spiser frokost på Alchemia lige rundt om hjørnet, en super humus plate til 2, en hjemmelavet højkvalitets burger med hjemmelavede fritter til junior, 1 godt glas hvidvin, en sodavand og en stor fadbamse, 82 zloty eller godt og vel 145 kroner, jo man bliver rippet og flået her i byen…NOT.

Butik i KazimierzResten af dagen dasker vi rundt i byen, både i vores egen bydel og i den gamle. Besøger favorit steder fra sidst, blandt andet den topfede lille plakat forretning Galaria Plakatu i den gamle bydel, hvor det ville undre mig hvis nogen formåede at komme ud af butikken uden at have købt noget. Det er jo vigtigt at alle bliver tilgodeset, og det ikke bliver for kedeligt og “nederen” når man har en 14 årig med. Han har i forvejen checket byen ud på nettet, og selvfølgelig ryger vi også forbi et par street butikker og specielt BCX24 i Kazimiers leverer varen.

Aftenen spenderer vi lokalt, Kazimierz emmer af fredag, sommer og udsigt til weekend. Spiser på lokal restaurant, ikke gourmet mad, men godt og til en billig penge…og så skal jeg hilse at sige at de ikke er nærige med portionerne!

Lørdag morgen, vejrudsigten siger heldags regn, noget metrologerne åbenbart har glemt at stemme af med vejrguderne da solen skinner fra en skyfri himmel. Vi har  ikke travlt, for vi fik jo set alle de vigtige “sights” sidst vi var her og der er tid til bare at nyde uden stress over ikke at få det hele med. Loppemarked på Plac Novy, og et par projekt ting ryger i “indkøbskurven”, lang gåtur i det skønne parkanlæg der omkranser den gamle bydel og powershopping i det store center Galeria  Krakowska ved hovedbanegården. Op ad eftermiddagen får metrologerne desværre ret, og regnen sætter for en stund, en stopper for de udendørs aktiviteter. Der bliver plads til en “morfar” i vores hyggelige lejlighed mens regnen trommer på loftvinduerne.

Singer baren KazimierzSidst på eftermiddagen er det igen blevet opholdsvejr og vi smutter igen ud i byen. “Sundowners” på Singer baren, hvor alle bordene er  installeret med gamle symaskiner. Baren er velbeskrevet i alle turist bøgerne, hvad der ofte kan ses på regningen, men to Aperol Spritz og en sodavand til 42 zloty eller 75 kroner er sgu okay…det havde du i hvert fald ikke fået det til i Nyhavn.

Aftensmad på hyggelige Pizzaria Cyklop i Kazimierz, top kvalitet, super betjening og så rigeligt med mad på tallerknerne. Ville ønske at min egen lokale “pizzasnedker” fra Frederiksberg, ville lægge vejen forbi, for her kunne han godt nok lære et trick eller to…Og så spiller Polen landskamp denne aften og vinder 3-1…der er god stemning i Krakow!

Hala Targowa loppemarked Søndag morgen sover man jo som bekendt længe……igen NOT…vi er oppe med hønsene, for vi skal lige nå det “berømte” loppemarked Hala Targowa inden SAS skal flyve os retur til København 10:35. Der er kun 10 minutters gang fra lejligheden til markedet og da vi entreer markedet klokken lidt over syv er der allerede godt og grundigt gang sagerne. Her kommer alverdens godtfolk, og der sælges alt fra “antikviteter”, gammelt værktøj, bøger, til ragelse af den værste skuffe. Det virker som om at hvem som helst, kan komme med hvad som helt, der diskuteres og pruttes om priser til den store guldmedalje og vi kommer da heller ikke helt tomhændede hjem.

12:05 rammer hjulene asfalten i Kastrup lufthavn, og man kan nok en gang ærgre sig over at tiden simpelthen går for hurtigt og at endnu en super weekend i Krakow allerede er forbi….

 

Det følgende link er det man med et smart udtryk kalder affiliated partner link. Det vil kort sagt sige at vi får lidt ud af det hvis i trykker på banneret, og i sidste ende booker via dette – Men UDEN at det koster jer ekstra i forhold til de almindeligt tilgængelige sider.….. Med andre ord, kan du betragte nedenstående som en nem måde at støtte os på, hvis du kan lide hvad du læser.


Booking.com

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*