Nogen gange kan man bare være det helt rigtige sted….men på det forkerte tidspunkt. Sådan var det i hvert fald i vores tilfælde da vi tilbage i vinterferien besøgte Kasbah Africa i Atlas bjergene syd for Marrakesh.
Som fortalt i sidste blog, startede dagen i Agadir i 20 graders varme og solskin, men det var ikke just det vi blev budt velkommen af, da vi efter en del timers kørsel endelig nåede frem til Kasbah Africa. Det havde i sig selv været lidt af en bedrift at finde stedet når man kom sydfra, men da vi langt om længe fandt landsbyen Marigha, blev vi godt hjulpet af 
ikke bare et, men af mange skilte der fører op til resortet, og uden dem havde vi nok stadig kørt forvirrede rundt…
Kasbah Africa blev i sin tid bygget af nogle marokkanske rigmænd som en slags sommerhuse og en lille oase, hvor man kunne søge ly for den til tider ulidelige nordafrikanske sommerhede. Stedet er bygget på små terrasser ned af bjergsiden, med udsigt til floden i bunden af dalen, træklædte klippesider på modsatte side og en storslået 360 graders udsigt til sneklædte bjergtoppe lige så langt øjet rakte.
Modsat vejret, var det en dejlig varm velkomst vi fik af stedets personale. De sørgede for en god stærk kop kaffe, mens de obligatoriske ”200 hotelankomst formularer” blev udfyldt og de sidste detaljer kom på plads i vores værelse.
Vi blev tildelt, hvad Rashid stedets altmuligmand, beskrev som det bedste af alle værelserne, og der var så absolut heller ikke noget at klage på. Et supercharmerende værelse med rå rustikke stenvægge, lidt som resortet bygget op i plateauer.
Lige indenfor, bag den store panorama glasdør, var der sat en stor seng op til Albert, stor, men ikke større end der stadig var plads til den lille sofagruppe, kaminen, et TV (hvorfor, med den udsigt) og stativet med den store fugle kikkert. På næste plateau en kæmpe dobbelt seng og 
bagerst et stort badeværelse, med brus og toilet. Alt sammen bare lækkert, smagfuldt og i perfekt harmoni med omgivelserne.
Her var det meningen vi skulle hygge os de næste par dage, få læst lidt bøger, gået nogle ture og fået lidt sol på næsen i en liggestol ved den hyggelige swimmingpool. Desværre havde ”mother nature” andre planer. Her var koldt, rigtig koldt! På værelset gik det OK med at holde varmen, her havde vi jo både aircon maskine der kunne vendes til varme, hyggen og ild i kaminen, men i restauranten kunne selv den kæmpe pejs der knitrende stod i lys lue ikke følge med.
Her var ski..koldt og indendørs middage iført overtøj har bare aldrig rigtig fungeret. Det til trods, var maden aldeles glimrende og man kunne nyde et glas god lokal vin til – Men da sneen så også stille og roligt begyndte at dale ned fra himmelen udenfor, var vi nok i virkeligheden godt klar over at vores ophold nok ikke ville blive som vi havde håbet på.
Dagen efter vågner vi til et smukt hvidt vinterlandskab, men med mørke truende skyer i baggrunden der varsler om at der er mere på vej fra den kant. Det er så her, at man må sande at; ”Hvis bjerget ikke vil som Muhamed vil, så må Muhamed gå ned at bjerget”. Det bliver da også konsekvensen, så efter et en kold omgang morgenmad og en hurtig tur til et marked i en nærliggende landsby, hvor sneen i øvrigt lå endnu højere, bliver vi enige om at pakke bilen og køre ned til Marrakesh i stedet.
Det skal dog, vejret til trods, ikke være nogen hemmelighed at vi er faldet hovedkulds for Kasbah Africa, og at det omstændighederne og bestemt ikke Kasbah Africa, der gør at vi forlader stedet en dag for tidligt. Her skal vi tilbage til på et andet tidspunkt, og vi kan kun anbefale stedet på det varmeste, til alle der måtte have brug for at toppe deres Marokko tur med en stor oplevelse.
Marrakesh er jo en gammel og elsket kending, som man altid kan komme tilbage til. Vi har sagt det før, at er man i Marrakesh skal man bo 
på en Riad….så det gør vi så ikke denne gang….vi har jo bilen med, og den er ikke sådan lige at komme af med i de gamle kvarterer hvor de forskellige Riads har til huse. Vi er der jo i øvrigt også kun en enkel spontan dag og nat i byen, så vi indkvarterer os i stedet på hotel Ayoub & Spa. Et hotel der som sådan ikke er noget galt med….andet end at det var totalt charmeforladt og temmelig kedeligt!
Vi bruger dagen på lidt shopping i den nye bydel, hvor man gudskelov kan være mest indendørs, for i Marrakesh er sneen skiftet ud med regnvejr, og vi føler os efterhånden en smule forfulgt af nogle meget lidt venligt stemte vejrguder.
Efter en nat i et, om end ikke dejligt, så i hvert fald varmt værelse, pakker vi igen bilen for at søge mod kysten og den, skal det vise sig, superhyggelige fiskerby Essaouira. Som noget nyt, kører vi faktisk i solskin det meste af vejen, og alle håber vi inderligt på, at det er tegn på en smule bedring på den front.
Vi har brugt en del tid på at finde det helt rigtig Boutique agtige hotel, af den slags som vi godt kan lide i Essaouira og rammer faktisk også plet med valget af Tangaro, hvis altså bare specielt temperaturerne havde valgt at være anderledes…
Her er virkelig fint og man kan både se og mærke, at her har man gjort sig umage med både indretningen og alle de små og store finurlige ting som findes rundt omkring på resortet. Det er både i 70ér loungen, i restauranten og rundt omkring på hotellet. Værelserne er enkle, men hyggelige og er alle udstyrede med pejs og lokalt producerede møbler.
Der er et lille poolområde, hvor vi får muligheden for en smule sol på den vinterblege hud, 
da solen endelig denne eftermiddag bestemte sig for at give os et lille vindue med en smule varme. Det varer dog ikke ved og senere på eftermiddagen tager vi ind til Essaouiras gamle bydel, hvor man, var det ikke for omgivelserne, følte sig mere hensat til en efterårsdag ved Vesterhavet.
Der er sus i skørterne, men hold nu fast hvor er her hyggeligt. Essaouira er oprindeligt en fiskerby, og havnen er da stadig også både stor og driftig, selvom turismen nok så småt, er i gang med at overtage pladsen som byens hovedindtægtskilde. Denne eftermiddag er hovedparten af alle de mange blå fiskerbåde, klogeligt blevet i havn, men bare mængden af dem bevidner om at fiskeriet stadig er Essaouiras kendetegn.
Inde i de små gader, bag de gamle borgmure, er der bare hyggeligt at slentre omring. Turismen har jo som sagt gjort sit indtog, men her føles stadig autentisk, og specielt nede ved fiske og grøntsagsgaderne foregår alt som det sikkert har gjort i mange hundrede år.
Hjemme igen på hotellet, godt gennemkolde, kan vi glæde os over at der er tændt op i pejsen på vores værelse…der er bare det problem…at den slet ikke kan følge med og det bliver en bidende kold nat. Morgenen efter spiser vi en dejlig morgenmad, med æg, friskpresset appelsin juice og hele balladen i hotellets store, men ISKOLDE, restaurantsal.
Der er dog hjælp at hente hos vores søde receptionist, der iført vanter og tophue, lover at sætte nogle varmeapparater op på værelset og at gøre hotellets hamam bad klar til os, til om eftermiddagen.
Med det at se frem til, tager vi på tur. Ifølge receptionisten, skulle der være marked i den lille by El Machraa kun ca. 20 kilometer fra vores hotel, så i silende regn kører vi afsted.
Det skal dog vise sig at være noget af et ”orienteringsløb” at finde El Machraa. Vi er frem og tilbage af de samme veje et utal af gange og der er ikke meget hjælp at hente hos de mange mennesker vi får spørger om vej rundt omkring. Ingen kender lige pludselig El Machraa, selvom vores receptionist havde overbevist os om at, den kendte alle….men bare ikke i dag.
Tålmodig belønnes dog og det lykkedes os faktisk at finde markedet til sidst, for blot at konstatere at det nok lige var, til den lidt for lokale side og at alt foregik i mudder til anklerne….
Om eftermiddagen kunne vi så endelig rigtig få varmen, i den lovede hamam. ”Desværre” var det ikke til at få tid hos massøren, da hun var optaget med hotellets eneste to andre gæster, et ældre engelsk ægtepar, der da efterfølgende syntes godt om selve massagen, men som var lidt trætte af de ”frostskader” de havde pådraget sig under seancen i de iskolde massagerum….
Vi derimod, kunne tage velskrubbede og varme ind til den gamle bydel af Essaouria igen, hvor vi fik trasket lidt rundt gaderne og shoppet lidt lokale småting. Lidt trætte af Marokkansk mad, er vi så heldige at finde en god italiensk restaurant til middag, med dejlige hjemmelavede pastaretter, og her snakker vi pasta fra bunden….og hvor man så sandelig også, igen, kunne få en god flaske vin til maden.
Hjemme på værelset, er der nok engang ild i pejsen og to små transportable varmeapparater kører på højtryk og får da også temperaturen op på tålelige måske 15 grader. Mere kan det ikke blive til, og da slet ikke, når samtlige døre og vinduer er pibende utætte og huset er bygget til at holde varmen ude og bestemt ikke det modsatte.
Der bliver checket vejrudsigter i et omfang der næsten tendere det maniske, men via dem tegner der sig et billede af at det nok vil være en god ide endnu engang at pakke nellikerne og drage sydpå…vel at mærke ca. 3 timers kørsel ned til Agadir, som åbenbart har bedre forbindelser til de føromtalte vejrguder.
Det er en flot tur ned langs kysten, der byder på alt fra snørklede bjergveje, til de flotteste udsigter ud over et bølge ombrust Atlanterhav. Det lykkedes også at redde sig en fartbøde undervejs, da vi under heftig vinken med armene fra den lokale ordensmagt, bliver gennet ind og præsenteret for de kolde facts om at have kørt 75, hvor kun 60 var tilladt.
Det er nu et par hyggelige betjente, som velsagtens oplever dagens højdepunkt, ved at få en turist i fælden og bøden er også til at have med at gøre…103 kroner…men så er det også kontant!
Den Marokkanske Atlanterhavskyst oplever i øjeblikket et sandt boom, i en ny type turisme, surfere. Det giver også rigtig god mening, for hele vejen ned langs kysten byder Atlanterhavet ”op til dans” med kæmpe bølger og masser af øde strande.
Tilbage i Agadir, træder vi nok engang tilbage i tiden til 70érne, da vi checker in på Best Western Odyssee Park. Hotellet ligger super centralt, lige midt i hele den store ”turist fælde”, som Agadir nu engang er, men det bedste af det hele er dog, at solen og varmen er tilbage. Det hele smager lidt af den længe ventede ”sommer” og syv et halvt sekund efter ankomst, ligger vi iført de reglementerede ”bade brynjer” henslængt på hver sin liggestol…og der blev vi liggende de næste mange timer.
Sidst på eftermiddagen får rastløsheden dog tag i os igen, og vi får gået en lang tur langs den fine strandpromenade hvor turisten kan få alt hvad han måtte ønske. Alt fra McDonalds til ”ægte” tæpper…og en lille en til halsen. For enden af promenaden er der for nyligt anlagt en moderne marina, hvor man prøver at tiltrække kunder som er lidt mere ved muffen end den gængse charterturist.
På anden dagen i Agadir, får vi også set lidt på den mere autentiske lokal kolorit, nemlig den store basar. Her kan man købe lidt af hvert, alt fra kamel bøffer, krydderier, frugt, grønt, souvenirs 
og vel sagtens alt hvad hjertet begærer. Det er en kæmpe basar, men stemningen er god og man føler sig ingen steder presset til at købe noget…selvom der ikke skal herske tvivl om, at de rigtig gerne vil sælge noget fra de mange hundrede boder…og vi får da også lidt ting og sager med hjem.
Vi har jo en teenager med, så da vi nu har bilen, kører vi også lidt rundt til de moderne forretninger og shopping centre. Vi finder faktisk finder nogle gode deals på bla. sko og sportstøj og når teenagere kommer hjem med fyldte poser, er de jo som bekendt så meget nemmere at have med at gøre…
Som sagt bruger vi de sidste dage på et suge lidt sol og varme til os, og før vi får set os om er det blevet tid til at vende snuden hjemad mod det kolde nord. Agadir lufthavn er ligesom ved ankomsten, et veritabelt helvede af køer, kontroller, skriven blanketter og visen pas, men tålmodighed er jo som sagt en dyd, og pludselig sidder vi igen i maskinen, desværre denne gang med kurs den forkerte vej, nemlig mod nord.
Marokko har nok en gang leveret, og har man mod og mandshjerte til at bevæge sig bare lidt væk fra de gængse turistlokationer, ligger der masser af eventyr og venter – Og det er, som vi altid skriver, ikke sidste gang vi har været i Marokko.
Leave a Reply