I vinter lykkedes det endelig at komme til, hvad vi tror, bliver en af fremtidens helt store destinationer, fantastiske Myanmar. Et land, som stadig står næsten helt jomfrueligt, og venter på at blive opdaget af masseturismen, så det er nu man skal afsted hvis man vil opleve det oprindelige og uspolerede tidligere Burma.
At den føromtalte masseturisme endnu ikke har gjort sit helt store indtog skyldes nok, at det endnu ikke er helt let at rejse i landet.
Myanmar står lige nu på tærsklen til noget, der måske på den lange bane, kan komme til at minde bare en lille smule om et demokrati. Myanmar er et fattigt land, der i urimelig mange år har været holdt i et jerngreb af et militær diktatur, der samtidigt har holdt landet mere eller mindre lukket for omverdenen. Alle har sikkert hørt om Aung Chu Chi, den store kvindelige friheds helt, der i årevis har siddet i husarrest, men trods det har kæmpet for frihed og demokrati for landets store undertrykte befolkning, noget hun også har modtaget Nobels fredspris for. Hun er i dag medlem af landets parlament, et organ der stadig domineres af hæren som på “forunderlig vis” sidder på flertallet.
Og at generalerne kan gøre hvad vil, er den knallert/motorcykel fri Yangon et godt eksempel på. Landet næstkommanderendes søn blev dræbt i en motorcykelulykke i det centrale Yangon. Dagen efter blev der udstedt et dekret, som forbød alle motoriserede 2 hjulede køretøjer, at køre i denne del af byen, og i Myanmar overtræder man ikke bare loven, da det kan få voldsomme konsekvenser.
Nå, men nok om politik. Vi brugte rigtig lang tid på planlægningen, og det var ikke let. En rute blev lagt, men med kun lidt over 2 uger i landet, og når man som os vil have så meget som muligt med, var det noget af et puslespil. Flybilletter, med Turkish Airlines til Bangkok, blev købt under en kampagne i rigtig god tid, mens der i månederne op til afrejse var hektisk aktivitet vedrørende flybilletter ind til Myanmar og indenrigsbilletter rundt i selve landet, for slet ikke at tale om alle hotellerne.
Alt blev vendt og drejet og endte med AirAsia ind til Mandalay og retur fra Yangon til 
Bangkok med NOK Air, begge købt på de respektive selskabers hjemmesider. Super velfungerende billig asiatisk lowcost når det er bedst. Indenrigsbilletter i Myanmar finder man også på nettet, flotte hjemmesider og hele pibetøjet, der er dog bare et lille problem… Man kan ikke booke! Indenrigsbilletter kan kun købes lokalt, hvorfor en lokal agent er et absolut must og såsom vi anbefaler at bruge et rejsebureau herhjemme.
Hoteller blev booket via diverse bookingsider såsom booking.com, hotels.com og expedia.dk. Tro os, samtlige hoteller i alle de byer vi skulle besøge er blevet kigget godt og grundigt efter i sømmene. Vi skulle være sikre på, at det vi endte ud med, var det bedste ud fra de kriterier vi havde sat op for os selv. De steder vi skulle være flere dage skulle være virkelig godt mht. beliggenhed, faciliteter og kvalitet, og så måtte der spares lidt på vores “one night stands”.
Lad os så komme afsted. Hvis man kunne tage den følelse man har i hele kroppen, når man på en trist vinterdag træder ind Kastrup lufthavn på vej mod nye eventyr, proppe det på flaske og sælge det til alverdens vinter deprimerede danskere, ja så var vores lykke gjort, for den er helt fantastisk. Måske var den i virkeligheden endnu bedre denne gang, fordi vi skulle ud til et nyt land. Vi satte os til rette hos Turkish Airlines, et fuldservice luftfartsselskab hvor der bestemt ikke er noget at klage på. Nye fly, gratis mad og drikke, et stort og velfungerende 
entertainment system på de lange ruter og ofte til MEGET konkurrence dygtige priser.
Ankommer til “gode gamle” Bangkok om morgenen, hvor vi febrilsk leder efter vores forudbestilte transfer i det, for de fleste, fuldstændig kaotiske ankomst område. Det lykkedes efter god hjælp fra ankomsthallens informations kontor og et par mobil opkald….men det er ikke let, når man bliver bedt om at lede efter en lille mand, med mørkt hår og et håndskrevet skilt med vores navn på. Dem er der nogle stykker af og europæiske navne på et håndskrevet A4 ark kan godt gå hen og blive fuldstændig uigenkendelige i hænderne på en asiatisk chauffør.
Ligegyldigt hvor mange gange vi har været Bangkok, bliver vi altid forundret over dens størrelse, når vi sidder der i minibussen og skuer ud over byen fra den store motorvej der nærmest er bygget oven på byen. Vi har en enkelt nat, så det bliver bare til lidt god mad og lidt shopping, mens vi sender Claus og Anne-Marie, svigerinde og svoger, hvor Claus er første gangs besøgende, ud for at tjekke nogle af byens store seværdigheder ud. Vi er fem afsted denne gang, og har valgt at dele en 3 værelses suite på Prince Palace. Det lyder flot med en suite, men det er faktisk en af vores billig nætter, og hotellet er da heller ikke top luksus, men det fungerer og faciliteterne kan man heller ikke klage på til 750 kroner for en nat.
Dagen efter, er vi alle lidt mere end almindeligt klar til affyring. Vi flyver med Air Asia fra Bangkoks gamle lufthavn, som i dag fungerer hovedsageligt med lavprisselskaber og deres ruter til det meste af asien. Flyvetiden til Mandalay tager kun ca. halvanden time og det er noget af en kontrast til Bangkok vi lander i. Lufthavnen er lille, og da vi ankommer er vi det eneste fly. Paskontrollen er lidt af et cirkus, men det 
går, og vores forudbetalte E-visums fungerer og vi slippes ind i det “sagnomspundne” land. Her mødes vi af Jimmy, en lokal guide vi har booket hjemmefra, der vil køre os til vores hotel og endnu bedre køre sightseeing med os i vores “første” by.
Nu er det ikke fordi Mandalay, har sådan rigtigt mange “must see” lokaliteter, men dem der er, skal vi se, og Jimmy forstår at sælge dem godt. Vi starter med verdens længste teaktræsbro. Egentlig ikke i sig selv vanvittig interessant, men det er helligdag og rigtig mange lokale burmesere har valgt at tage på udflugt til broen, så der er masser af lokal kolorit, boder og liv. Alle smiler, kigger interesseret på os og virker meget imødekommende. Tror sågar også, vi er de eneste turister der har fundet vej dertil.
Selve broen er ca. en kilometer lang og bygget for mange herrens år siden. Tømmeret stammer blandt andet fra ruinerne af nogle gamle paladser i området, og havde den ligget hjemme i Danmark, kan man være 102.000 procent sikker på at den var blevet både lukket og revet ned. Den var godt nok vakkelvorn, der var ikke rigtigt så meget rækværk, der var en fem seks meter ned til en, på daværende tidspunkt, rimelig fladbundet sø og den virkede ikke helt til at være bygget til de ca. 200.000 mennesker der havde valgt at komme forbi på denne dag.
Bagefter spiser vi en god frokost på en lokal restaurant i byen, og det står tidligt klart, at det ikke bliver madbudget der kommer til at ruinere os på vores tur. Maden er god, veltilberedt, rimelig krydret og der er rigelig af den.
Vi besøger Sutaungpyei Pagoden på toppen af Mandalay hill i udkanten af byen. Selve templet er smukt som så mange andre buddhistiske templer i Asien, og udsigten er vidunderlig, lyset er blødt og stemningen helt speciel. Her er en sjælden ro, til trods for at her er mange mennesker, og det er som om, at al ens hverdags trummerum fortager sig, og østens mystik nok engang kryber ind under huden på os og det er en rigtig god følelse.
Senere besøger vi det gamle munkekloster Shwenandaw nede i selve byen, som har stået her siden 1880 hvor det blev flyttet fra Mandaley paladset. Der skal være bryllup og ikke fordi vi får lov at være med til ceremonien, men vi får da skudt et par billeder af bruden mens hun poserer for den medbragte fotograf. 
Vi forsætter til Kuthodaw pagoden, som bryster sig af at have verdens største bog, i form af hundredvis af stentavler fordelt i små stupaer rundt om selve templet. 729 hvis man skal være præcis. Igen er stemningen næsten magisk, og selve pagoden helt speciel. Vi er ikke så mange turister, og vi kommer let i kontakt med de lokale. Her stifter vi for første gang bekendtskab med Thanaka barken som males, blandes med vand, og bruges til ansigts udsmykning.
Her i templet sidder de så og pynter sig, børn og voksne. Nogle med sirlige bladmønstre på kinderne, andre bare klatter, og det skal vise sig, at denne noget mærkværdige udsmykning faktisk er helt almindelig for alle kvinderne i hele landet. Vi bliver da også tilbudt en tur, men vil dog hellere være solbrændte, frem for at blive malede hvide i hovederne….man havde såmænd nok heller ikke kunnet se det på vores vinterblege hud.
Inden vi finder vores hotel, får vi lige købt busbilletter til morgendagens tur videre til Bagan. Dette bliver gjort i en lille butik/skur på hovedvejen inden vi bliver kørt til vores hotel for natten. Vi overnatter på 79 Living hotel, og specielt os i 3 personers værelset får noget for pengene. Stort og rummeligt værelse, og temmelig meget bedre end det almindelige dobbeltværelse vores familie får. Aftensmad og drinks indtages på den lille tagterrasse, maden er fin, men det er de flotte paraply drinks der tager aftenens hovedpræmie.
Dagen efter bliver vi hentet på hotellet af busselskabet der skal køre os til Bagan, en tur på cirka 6 timer. Billetterne koster omkring 40 kroner stykket, men så er det også med nummererede pladser, i den, lad os bare kalde den, minibus af noget ældre dato. Der er vel 20 rigtige sæder, men ud over dem findes yderligere 10 pladser som er små plast skamler man kan sidde på i midtergangen. Vejene er dårlige og sæderne tynde, så det er noget af en befrielse da vi endelig ankommer til Bagan først på eftermiddagen. Lige inden ankomst har vi været forbi et check point hvor alle turister får lov at lægge 20 dollars/25000 Kyat per næse for at få lov at komme ind i det store arkæologiske område.
Vi hyrer en mand til at køre os fra busstationen til hotellet, og om det er vores dårlige burmesiske udtale eller chaufførens lige så dårlige engelsk kundskaber vides ikke, men vi bliver kørt godt og grundig rundt til forskellige 
forkerte hoteller, inden det til sidst lykkedes at finde vores hotel Bagan Umbra der ligger midt mellem old og new Bagan. Hotellet ligger fredeligt tilbagetrukket fra vejen, med eget tempel i baghaven. Hotellets er godt fyldt, og desværre har vi kun kunnet få standard værelser, som ikke er noget særligt, men pæne og rene. Hotellet har derimod et super dejligt pool område, hvor der også serveres mad både til frokost og aften. Dog kan man spise lige så godt og til det halve på en de små lokale restauranter, der ligger lige nede af vejen fra hotellet og som man ikke kan sige ofte nok; Sørg for at sprede dine penge, det er vigtigt at så mange som muligt får del af de penge turisterne ligger i landet.
De følgende 4 dage udforsker vi det helt igennem fantastiske og kæmpestore arkæologiske område, og der er nok at tage fat på. Vi er jo som bekendt 5 personer og lejer en mand og hans miniladvogn for 20 dollars for en halv dag, noget der sikkert kan gøres billigere hvis man har god tid og gode forhandlings talenter ude på gaden. Andre lejer knallerter, cykler eller hestevogne, og for de meget magelige findes også organiserede ture i bus med både guide og aircondition. Vi er dog lykkelige for vores lille mand, der hver dag kører os fra sight til sight, og fra det åbne lad, med både tæppe og naturlig “aircondition”, nyder vi det helt unikke landskab med de mere end to tusinde små og store templer/pagoder.
Det siges, at der i områdets velmagtsdage, var mere end syv 
tusind af disse bygningsværker, der alle er rejst af velhavende familier til ære for Buddha. Det er selvfølgelig de store templer, som Ananda, Thatbyinyu, Scwezigon og Gawdaw man skal besøge, men specielt Shwe San Daw gør indtryk, for her får man lov at kravle op af en nærmest lodret trappe, og herigennem få et fantastisk vue ud over det enorme område. Allerbedst havde det jo nok været, hvis vi havde haft mulighed for en af de berømte ballonture , men dem er der rift om, og de skal bestilles mange måneder i forvejen, hvis man som os, kommer i højsæsonen i januar, februar og marts…….Og så skal man også lige huske at få lagt de omkring 300 dollar per person til side, som sådan en tur koster.
Vi får selvfølgelig også besøgt det lokale marked i Nyaung U, ja faktisk er vi så begejstrede, at vi besøger markedet flere gange. På markedet sælges alt mellem himmel og jord, fra lakvarer, “antikviteter”, alverdens frugt og grønt til saronger, lokale cigarer og de modbydelige betelnødder der egenhændigt har ødelagt gummerne på mere end 90 procent af den burmesiske befolkning. Et leben, man ikke skal snyde sig selv for, og jeg tror ikke vi var de eneste der forlod markedet med favnen fuld af mærkværdigheder…
De sene eftermiddage spenderes ved poolen og en af aftnerne tager vi et solnedgangs cruise på Ayeyarwady floden. Måske lige lovligt turistet, men hyggeligt var det nu alligevel, og smukke solnedgange med en medbragt Gin Tonic i hånden bliver man vel aldrig træt af.
At Bagan ikke er kommet på Unescos liste over verdens arv, skyldes bestemt ikke mangel på historisk betydning for Myanmar. Næ, grunden skal derimod findes i måden, hvorpå man behandler og restaurere de gamle bygningsværker på. Det hele er meget tilfældigt, og der var nok en dansk kulturarv styrelse og et national museum der ville få noget af en kortslutning hvis noget tilsvarende foregik herhjemme…
Bagan er et absolut must på en rejse til Myanmar et sted så unikt og helt uden sidestykke finder man kun sjældent. Et område alle kan udforske på sin egen måde, finde sin egen lille (eller store) favorit pagode, og man skal nok være lavet af noget meget specielt, hvis ikke dette sted for altid vil sætte sig fast på den rejsendes nethinde.
For os var var det tid at komme videre mod nye oplevelser og næste stop Lake Inle skulle også vise sig at være noget af en oplevelse, men mere om det og meget andet i del 2……
Det følgende link er det man med et smart udtryk kalder affiliated partner link. Det vil kort sagt sige at vi får lidt ud af det hvis i trykker på banneret, og i sidste ende booker via dette – Men UDEN at det koster jer ekstra i forhold til de almindeligt tilgængelige sider.….. Med andre ord, kan du betragte nedenstående som en nem måde at støtte os på, hvis du kan lide hvad du læser.
Leave a Reply