Forår i vidunderlige Rom den evige stad – det bliver ikke bedre…

Hyggelig gade i Trastevere

Alitalia på vej til RomDødssyg april dag afsted mod Kastrup. Gudskelov venter Europas måske fedeste by for enden af et par timers flyvning. Velkommen til Rom, allerede i lufthavnen bliver man budt velkommen af varme forårs solstråler og små 20 grader, det her kan kun blive godt.

Checker ind på Hotel Ripa et dejligt 4 stjernet hotel beliggende i livlige Trastevere. Kan slet ikke vente med at komme ud og nok en gang udforske denne vidunderlige metropol. Det er lørdag og hele Trastevere emmer af weekend. Alle er ude, nyder solen og alle restauranter og cafeer er fyldte med velklædte romere.

Tiberen Rom

Vi trasker ned til Tiberen, det er sidst på eftermiddagen . Den smukkeste klassiske musik overdøver den ellers heftige trafikstøj. Et kor har taget opstilling mellem stenvæggene ned til floden og fylder nu hele lydbilledet med disse underfundige toner. Det er som taget ud af en film, det vidunderlige bløde lys i skumringen, musikken og alle de mange mennesker der spontant har taget opstilling for at nyde den smukke forestilling.

Plads i Trastevere

Vi fortsætter ad små gader til Campo Fiori, kigger lidt i de mange forretninger og ender på Piazza del Biscone hvor vi nyder et glas vin inden vi igen vender næsen mod Trastevere.
Det er blevet aften i Trastevere. Gaderne er fyldte til bristepunktet med mennesker i alle aldre der bare er ude for at nyde aftenen. Forskellige bands spiller alt fra hysterisk Jazz til symfonisk rock på de forskellige små pladser og om det er vinen eller den gode stemning der gør det, ved jeg ikke, men det lyder alt sammen fantastisk.

Det er svært at få plads på restauranterne, men det lykkedes til sidst på Cajo & Gajo på Piazza di San Calisto. Det er ikke fordi maden er noget ud over det sædvanlige, men som altid i Italien, er den veltilberedt af de bedste råvarer og stemningen varm og imødekommende

Det er skønt at være tilbage og i morgen venter nye eventyr.Porta Portese loppemarked

Søndag morgen vi er klar. Specielt en i husholdningen har en fetich og Porta Portese loppemarkedet i Trastevere søndag morgen/formiddag må være alle loppemarkeds entusiasters vilde drøm. Her er alt hvad hjertet kan begære af diversiteter, alt fra elendige kopivarer af den værste skuffe til den mest vidunderlige omgang skrammel og ragelse og før vi har set os om har vi købt alt for meget og har ingen ide om hvordan vi skal få plads i kufferterne. Det er svært at beskrive størrelsen på dette inferno, men selv efter et par timer i mellem boderne, har vi ikke nået halvdelen. Fandens også det kun er søndag morgen man har denne mulighed for en at slå sig løs i dette overflødighedshorn af mærkværdigheder.

 

Peterspladsen RomVi går langs Tiberen op mod den katolske kirkes højborg, pavens hjemmebane og verden mindste stat Vatikanet. Har man ikke været her før, er det fuldstændig umuligt ikke at lade sig imponere af den enorme plads og gigantiske Peters kirke hvorfra paven, nu for tiden Franz, regerer over millioner og atter millioner af katolikker verden over. Har man tålmodighed til et par timers kø, kan man besigtige herlighederne, både i selve kirken og de enorme rigdomme i det nærliggende Vatikan museum.

Der skal ikke herske tvivl om, at den katolske kirke gennem mange århundreder har raget til sig på allerøverste hylde og at de rigdomme de besidder er uden sidestykke noget sted i verden.

Her er så meget historie samlet på et sted, at det ville være umuligt at beskrive det hele, det er bare et spørgsmål om at vælge og så ellers bare slå sig løs.

Vi fortsætter ned forbi Engelsborg et bygningsværk der går helt tilbage til det 6 århundrede, og hvor Nikolai Lie Kaas holdt kardinalerne fanget i filmen Engle og dæmoner.

Frokosten indtages med en panini i hånden på Piazza Navona. Solen skinner fra en skyfri himmel, og give røde næser, mens vi trasker omkring i kvartererne. Rundt om næsten hvert gadehjørne dukker en ny lille plads op hvor man har lyst til at slå sig ned, drikke et glas vin eller spise en is.

Med knap 12 kilometer i fødderne, runder vi dagen af med nok en hyggelig middag i Trastevere, trætte og mætte af et utal vidunderlige indtryk fra endnu en dag i den evige stad.

Gadekunstner i RomMandag morgen og en af Roms helt store attraktioner står først på programmet. Vi tager sporvogn nummer 8 fra Trastevere til Piazza Venezia og går derfra de ca. 10 minutter forbi Victor Emanuel monumentet til Colosseum, den gamle gladiator arena og Roms helt store vartegn. Det går dog hurtigt op for os at vi ikke er de eneste….ca 556.000 andre mennesker har fået den hel samme ide denne solskins morgen i april. Vi har ikke købt billetter i forvejen, og stor er vores forundring da det viser sig at vores kø rent faktisk er den korteste og det er måske heller ikke helt fair over for de forberedte der har købt deres billetter og betalt 2 euro mere end os andre i håbet om at kunne springe køerne over.

Colosseum i RomEfter ca.45 minutters ventetid og diverse sikkerheds tjek, kommer vi endelig ind, og får lov at opleve resterne af dette imponerende bygningsværk, der i sine velmagts dage, kunne huse over 50.000 tilskuere til blodige gladiator kampe med vilde dyr og sågar søslag.

Efter Colosseum bruger vi endnu nogen tid i antikkens tegn, mens vi trasker gennem de flere tusind år gamle ruiner i Forum Romanum. Alt sammen helt igennem imponerende og velsagtens helt uden sidestykke noget sted i verden.

Trevi fontænenEfter Colosseum går vi gennem de hyggelige gader i Monti bydelen med de mange små hyggelige forretninger, op mod endnu en af de helt store turist attraktioner Trevi fontænen. Igen må vi sande at vi skal dele oplevelsen med i hvert fald halvdelen af de 556.000 andre turister oppe fra Colosseum. Trevi fontænen er dog stadig flot og imponerende, og vi får alle smidt en mønt i springvandet for så siger legenden jo at vi vil komme igen en dag. Ifølge rygtet siges det, at der dagligt bliver kastet omkring 3000 euro i fontænen, som alle bliver doneret til en katolsk velgørenhed fond, så kom ikke og sig at der ikke er penge i gammel overtro…

SelvportrætVi fortsætter videre til Piazza di Pilotta hvor en velfortjent og iskold øl nydes inden vi trasker videre til den hyggelige plads foran det mere end 2000 år gamle Pantheon tempel. Der er gratis adgang, men dog skal man lige væbne sig men en smule tålmodighed i køen til sikkerheds kontrollen, inden man kommer ind i templet.

Hyggelig gade i TrastevereSenere på dagen mødes vi med venner på baren til restaurant Cencio LaParolaccia på Vicolo de Cinque til Lòra d`aperativo, til Roms svar på Happy hour. Det går i al sin enkelthed ud på, at man på visse barer giver lidt ekstra for sine drinks, men til gengæld for adgang til et overdådigt tag selv bord med små lækre retter. Her er der nærmest gået sport i hvilken af barerne der kan diske op med den største variation lækkerier og man kan hurtigt få spist sig en pukkel på og det siges at det er denne foranstaltning der holder Roms fattige studerende i live.

Vi har dog været rimelig tilbageholdende og efter endnu lille aften tur, snupper vi lige lidt Pizza slice med hjem fra La Boccaccia på via di Francesco a Ripa og for 10 euro får vi mad med hjem til at fordre et helt børnehjem.

Fernet Branca barKiosk ved Peters kirkenDet er tirsdag og endnu engang smiler vejrguderne til os, solen skinner fra en skyfri himmel. I dag skal der shoppes, og skal man dømme efter den ulastelige måde italienerne selv går klædt, må der være grobund for at komme seriøst til lommerne. Vi er i forvejen blevet anbefalet de bedste områder at gøre sine indkøb. I Monti findes vintage og små modebutikker.

På Via Nazionale, Via del Corso og området bag Piazza Navona findes alle highstreet forretningerne som Zara og H&M. De lidt mindre italienske forretninger findes på Via di Cola ved Vatikanet, på Via dei Giubionari ved Campo Fiore og i de små gader i Trastevere. Er man virkelig ved muffen kan man muntre sig i alle de fine modehus butikker Gucci, Versace og den slags i området omkring den spanske trappe….men der kunne vi nu godt nok ikke være med.

Med på turen har vi vores, meget street mode fikserede, teenage søn, som hjemmefra havde forberedt sig grundigt og lagt en plan over alle de butikker der skulle besøges. Her er de tre mest populære Street Wear butikker i Rom.

Holypopstore der ligger på Via del Vantaggio 46, Space 23 forretning med alle de fede sneakers på Corso Vittorio Emanuelle II 156 samt den lille smarte butik I Love Tokyo på Via del Giubbonari 72. Skal man sammenligne med noget i København må det det være den super trendy Le Fix i indre by.

Street art i RomUndervejs får vi lige snuppet en af Roms måske bedste Paninier hos Baccanale på Via de Baullari, og her kunne magen en dansk Pizza snedker nok lige lære et trick eller to.

Aftensmaden indtages på Alle Fratte de Trastevere på Via delle Fratte di Trastevere. Super hyggelig, straight forward italiensk køkken som hvor mamma laver den, mulighed for at side både ude og inde.

Onsdag, og så småt skal vi begynde at komme hjemad. Vi har dog lige valgt at snuppe en enkel dag ved vandet, inden det igen går mod det kolde nord. Vi tager sporvogn nummer 3 fra Trastevere til Pyramid stationen, hvorfra vi tager toget til Lido di Ostia. Hele herligheden kan klares for kun 1,5 euro, så ikke alt er urimeligt og ikke til at betale i storbyer.

Stranden i Lido di OstiaLido di Ostia er vel det man kan kalde en klassisk italiensk badeby, på godt og ondt. Stranden er velbevogtet af det ene indhegnede strand etablissement efter det andet, og gudskelov har vi fået værelse på anden sal på vores hotel så vi fik set middelhavet.

Kønt er her ikke, men for de historie interesserede kan man finde timers underholdning i det store arkæologiske udgravnings område i Ostia Antique, det antikke Roms gamle havneby, kun 5 minutters tog tur fra lidoen.

 

Gode tips.

Hvis man har tænk sig at bruge Roms offentlige transport system og mange af byens museer kan det godt betale sig at anskaffe sig et Roma Pass. Passet kan købes via denne hjemmeside.

Fra Roms lufthavne findes både tog og bus til cetrum Statione Termini hvorfra man kan komme videre rundt i byen med sporvogn, bus eller Metro.

Husk at man skal være tækkeligt klædt når besøger byens mange kirker, ingen tank tops og lårkorte kjoler.

Hvordan kommer man omkring. Roms centrum er ikke større end at man kan gå til det hele. Skulle fødderne alligevel blive ømme, kan man købe billetter til offentlig transport som dækker hele Roms kommune (dog ikke til/fra lufthavnen). En enkelt billet koster 1.5 euro og er gældende 100 minutter. Dags billet koster 7 Euro, 3 dages billet 16.5 Euro og tager man hele ugen fås en billet for 24 Euro. Billetter købes i kiosker, avis stande, tabacchis eller i ATAC butikkerne.
Som bekendt kan Italienerne virkelig lave god mad og vi har lavet en liste over nogen stykker. Nogen af dem har vi selv besøgt andre er blevet anbefalet.

Ristorante La Pollarola, Pialla Plooarola 24-25, her serveres der fisk samt ægte romersk mad.

Trattoria der Pallaro, Largo del Pallaro. Denne restaurant ligger lidt i skjul ca 100 m bagved Campo dei Fiori/hjørnet Via dei Chiavari og Largo del Pallaro. Her findes ægte romersk køkken i denne familie ejede restaurant. Der er kun dagens menu bestående af 4-5 retter.

Ristorante Alle Fratte de Trastevere, Via Delle Fratte di Trastevere. Hyggelig familiedrevet restaurant med super god mad og betjening. Der er mulighed for at sidde både ude og inde.

Osteria Checco er Carettiere, Via Benedetta. Dette sted er berømt for at servere mad for bl.a gamle filmstjerner samt kunstnere.

La Monte Carlo, mellem Piazza Navona og Campo dei Fiori. Her spiser man super god pizza.

 

Det følgende link er det man med et smart udtryk kalder affiliated partner link. Det vil kort sagt sige at vi får lidt ud af det hvis i trykker på banneret, og i sidste ende booker via dette – Men UDEN at det koster jer ekstra i forhold til de almindeligt tilgængelige sider.….. Med andre ord, kan du betragte nedenstående som en nem måde at støtte os på, hvis du kan lide hvad du læser.


Booking.com

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*